I det fynske folks tjeneste

Grinende mand sætter ild til skov

Lørdag aften antændte en cirka 25-årig mand det tørre græs i Åløkkeskoven.

En kvinde slukkede ilden, inden den bredte sig.

Årets første 24 sommerdage har udtørret både jord og græs, og i samtlige ti fynske kommuner er der fortsat afbrændingsforbud trods den smule regn, der faldt i weekenden.

Derfor kontaktede en kvinde politiet, da hun under en aftentur i Åløkkeskoven i Odense lørdag aften mødte en mand, der grinende fortalte, at han havde sat ild til noget tørt græs ved bålstedet i skoven. 

Ifølge politiets døgnrapport havde manden rigtigt nok antændt det knastørre græs. 

Læs også Brandbombe antænder flere biler

Kvinden formåede selv at slukke det ulmende græs og forhindrede en decideret skovbrand. 

Ildspåsætteren beskrives som en mand i alderen 20 til 30 år, cirka 180 centimeter høj, almindelig af bygning, etnisk dansk med kort, krøllet, lyst hår. Han talte dansk og bar kraftige briller. Han kørte ud af skoven på en mørk herrecykel.

Personer med oplysninger eller kendskab til manden i Åløkkeskoven kan kontakte Fyns Politi på telefon 1-1-4. 

Aflyser sankthans

Med godt 14 dage til sankthans har netop Åløkkekvarterets Grundejerforening valgt at aflyse det traditionsrige sankthansbål på grund af tørken. 

Tidligere forklarede formand for grundejerforeningen, Carsten Myhr, at bålet i år blandt andet blev aflyst, fordi han frygter, at udefrakommende kunne finde på at sætte ild til bålet før sankthans.

- Der er kun otte dage til, at vi skulle sætte bålet op, og de næste otte dage er der fortsat meldt om tørke.

- Der kan også komme en person forbi, som ønsker at tænde et bål, der ikke bliver brændt af os, og så står vi med ansvaret, siger Carsten Myhr. 

Læs også Stort sankthansbål aflyst på grund af tørke

Læs også Brand i staldbygning på produktionsskole