Grise og køer skal skrives i mandtal

På fredag skal der holdes mandtal over grisene, køerne og hønsene. Det er første gang i 10 år, at alle dyr i de danske stalde skal tælles.

Hvor mange grise gemmer sig egentlig i de danske stalde? Det skal landmændene på fredag i gang med at undersøge, når der holdes mandtal for alle grise, køer og høns.

For første gang i 10 år skal samtlige 50.000 landmænd optælle hele bedriften. Dyr, maskiner og jord.

Landbrugets totaltælling er langt fra hverdagskost. Det sker nemlig kun hvert tiende år. I de mellemliggende år laves kun stikprøvetællinger.

Det er ikke kun de danske landmænd, som skal tælle. Alle EU's landmænd skal i gang, og de danske landmænd skal indberette tallene til Danmarks Statistik.

Seneste totaltælling var i 1999, og der talte landmændene ifølge Danmarks Statistik sig frem til 640.000 malkekøer og 20 millioner høns.

Landmand Niels Rasmussen glæder sig til at få de absolutte tal for, hvor mange grise, der er i de danske stalde.

- I branchen har vi jo gisnet om, at der på grund af finanskrisen er blevet færre svin, og det vil de nye tal jo kunne vise, siger Niels Rasmussen.

Niels Rasmussen har sat to mænd af til opgaven, og han forventer, at det tager dem en halv dag at nå hele bedriften igennem.

/ritzau/

Oversigt

    Oversigt