I det fynske folks tjeneste

Groft røveri: Politiet efterlyser kvinde på cykel

Under en gåtur fredag aften blev en mand slået ned og efterladt på gaden stærkt nedkølet. Politiet efterlyser en kvinde på en cykel, der kan have set gerningsmændene.

Fredag omkring 19.15-tiden blev en mand overfaldet på Ladegårdsvej i Nyborg. Han blev efterladt forslået og uden overtøj. Han blev først fundet en time efter overfaldet, hvor han var stærkt nedkølet.

Politiet fortæller, at der formentlig er tale om fire gerningsmænd i alderen 25-30 år - og de kørte i en mørk bil.

- Han har ingen hukommelse om, hvad der skete. Noget af det sidste, han kan huske, er, at han kort inden overfaldet så en kvinde på cykel og med et barn i en barnestol. De kørte i området omkring statsfængslet, siger vagtchefen.

Den kvinde vil Fyns Politi meget gerne tale med, idet hun måske kan bidrage med oplysninger til sagen.

Fyns Politi kan kontaktes på 114.