Grønt lys for Nordfyns Kommune

Nu kan de godt begynde at lave kommunevåben og brevpapir i Nordfyns Kommune. Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har onsdag godkendt navnet Nordfyns Kommune.

Navnestrid

Hermed har den sidste fynske kommune i den ny kommunestruktur fået sit navn.

Der har gennem længere tid været strid om kommunenavnet i de tre sammensmeltede kommuner Bogense, Otterup og Søndersø.

Selv da et flertal af de tre kommuners borgere vedtog, at det nye kommunenavn skulle være Nordfyns Kommune, kørte den heftige debat videre.

Fred på Nordfyn

Blandt andre Bogenses nuværende borgmester Arne Kruse blev ved med at fastholde, at Bogense Kommune var at foretrække frem for Nordfyns Kommune.

Hans kritik er åbenbart ikke helt ved siden af. Stednavneudvalget foretrækker også navnet Bogense Kommune.
Men da udvalget ikke har nogen alvorlige indvendinger mod Nordfyns Kommune, har Indenrigsministeren valgt at lytte til sammenlægningsudvalget på Nordfyn.

Efter at sammenlægningsudvalget og nu også Indenrigsministeren har godkendt navnet, er der udsigt til lidt sommerfred i det nordfynske.

Nordfyns Kommune har været blandt de sidste danske kommuner, der har fået navn i forbindelse med strukturreformen.

Oversigt

    Oversigt