I det fynske folks tjeneste

Grundejere skal betale for vejbelysningen

15.000 husstande i Odense risikerer fremover at skulle betale mange tusinde kroner for den vejbelysning de hidtil har fået gratis. Tilsynsrådet har afsagt en kendelse, der pålægger Odense at opkræve penge for belysningen på alle private fællesveje i kommunen.

-

15.000 husstande i Odense risikerer fremover at skulle betale mange tusinde kroner for den vejbelysning de hidtil har fået gratis. Tilsynsrådet har afsagt en kendelse, der pålægger Odense Kommune at opkræve penge for belysningen på alle private fællesveje i kommunen.

Dyr belysning
Regningen til de 15.000 husejere kommer i første omgang til at lyde på 1.500 kr. for opsætning af målere og ombygning af ledningsnettet. Derudover kan husejerne også få en ekstra regning på ca. 4.000 kr. for fremtidig kabellægning og renovering. For driften skal grundejerne i gennemsnit betale hver ca. 250 kr. årligt.

\"Det er jeg meget overrasket over. Det svarer til at vores grundejerforening nu skal ud og investerer for 3-400.000 kr i gadebelysning. Det har vi slet ikke råd til\", lyder det fra Jens Olesen, formand for Grundejerforeningen Holluf Have.

Samtidig bliver husejerne ejere af gadebelysningen og skal stå for drift og vedligeholdelse. Det vil fx betyde, at husejerne hænger på udgifterne, hvis gadebelysningen bliver udsat for hærværk.

Kommunen spurgte selv
Det er Odense Kommune, der har bedt Tilsynsrådet for Fyns Amt om at tage stilling til, om grundejerne på private fællesveje skal betale for vejbelysningen.

Tilsynsrådet har nu udtalt sig i sagen, og kendelsens konklusion er, at det vil være ulovligt, hvis ikke Odense Kommune opkræver betaling for vejbelysningen på alle private fællesveje.

280 km private fællesveje
Der er i alt 280 km privat fællesveje i Odense. Hovedreglen er, at veje med beboelse er private fællesveje, mens veje med trafikal betydning er kommuneveje. Men der findes et væld af undtagelser og sammenblandinger af kommuneveje og private fællesveje. I alt ligger omkring 15.000 husstande i Odense på en privat fællesvej.

Odense Kommunes Teknik- og Miljøudvalg skal behandle tilsynsrådets kendelse på tirsdag, men umiddelbart håber rådmanden, at kommunen kan undgå at sende regninger ud til husejerne.

Odense vil til bunds
\"Der ligger en klar juridisk afgørelse, men nu vil vi undersøge sagen til bunds, og se om vi kan lave en politisk løsning, så vi undgår at sende regningen videre\", siger Søren Møller(K).

Normalt efter kommunerne afgørelser fra Tilsynsrådet, og i Kommunernes Landsforening, tror man ikke, at grundejerne på private fællesveje kan slippe.

Klar afgørelse
\"Tilsynsrådet fra Fyns Amt er de første der har kigget på denne sag, og deres udtalelse har allerede dannet præcedens for andre kommuner landet over.  Vi har ikke behandlet sagen i KL endnu, men umiddelbart er der ikke noget at indvende mod Tilsynsrådets afgørelse\", siger Rasmus Tingvad fra Kommunernes Landsforening.

Oprindeligt skulle Teknik- og Miljøudvalget blot have taget sagen til efterretning, men efter at have gennemgået sagen, vil Søren Møller nu bede om en drøftelse af vejbelysningen på de private fællesveje.

\"Jeg håber, at grundejerforeningerne i Odense kan samle sig i protest mod denne afgørelse. Det kan ikke være rimeligt, at der bliver gjort forskel på husejerne i Odene ud fra om man tilfældigvis bor på en kommunevej eller en privat fællesvej\", siger Jens Olesen.

Hvis kommunen overdrager ansvaret for belysningen på de private fællesveje kan Odense Kommune spare mellem fire og fem millioner kroner.