I det fynske folks tjeneste

Grundstødning får et retsligt efterspil

Det retslige efterspil fortsætter efter grundstødningen i Assens fredag.

"South Michelle" grundstødte fredag ud for Assens

I første omgang har den russiske kaptajn på "South Michelle" fået en bøde på 10.000 kroner udstedet af Søværnets Operative Kommando, SOK.

Kaptajnen har fået bøden, fordi han ventede to-tre timer med at give besked til SOK om grundstødningen.

Men det retslige efterspil er ikke overstået endnu for Søfartsstyrelsen.

- Lige nu ligger sagen hos politiet, og når de har fundet ud af det med alkoholpromillen, så giver de os besked. Og så beslutter vi, hvad der skal ske, fortæller Christoffer Muusmann, informationsmedarbejder i Søfartsstyrelsen, til Fyens Stiftstidende.

Hos Assens Politi oplyser vicepolitikommissær Jørn Fischer, at det springende punkt er den blodprøve, som den russiske kaptajn måtte afgive lørdag eftermiddag.

- Der går nok noget tid, før den er analyseret, siger Jørn Fischer til avisen.