Grundstødt skib skal undersøges

Et russisk skib, der mandag eftermiddag stødte på grund ud for Strib i Lillebælt, vil formentligt blive liggende i farvandet i nogen tid endnu.  

Det oplyser Søværnets Operative Kommando.

Kaptajnløjtnant Klaus Randrup fra tjenesten siger til TV 2/FYN, at al erfaring viser, at der vil gå "én til to dage", før skibet med navnet "Baltiyskiy" vil blive forsøgt trukket fri.

Før det kan frigøres, skal flere forskellige personer ombord på skibet for at undersøge det.

Det gælder både folk, der skal besigtige skibets tilstand, folk fra et forsikringsselskab samt miljøfolk. Sidstnævnte gruppe skal blandt andet undersøge to tanke, der er gået hul på, men som dog ikke indeholder olie.

Orlovskutteren "Rømø" samt miljøskibet "Mette Miljø" ligger i øjeblikket i Lillebælt tæt ved det russiske skib.

Oversigt

    Oversigt