I det fynske folks tjeneste

Gudme Raaschou indgår aftale med Finansiel Stabilitet

Gudme Raaschou Bank, der ejes af den fynske erhvervsmand Niels Thorborg, indgår aftale med Finansiel Stabilitet.

Gudme Raaschou Bank har i en periode forhandlet til flere sider for at styrke bankens kapitalgrundlag, men det er ikke lykkedes, skriver Finansiel Stabilitet.

Banken har derfor indgået en betinget overdragelsesaftale med Finansiel Stabilitet. Overdragelsen sker til nul kr. med mulighed for regulering, såfremt afviklingen af bankens virksomhed giver et afkast til Finansiel Stabilitet, som overstiger et normalt markedsmæssigt afkast.

95% af aktierne i Gudme Raaschou Bank ejes af 3C Groups A/S, der er ejet af den fynske erhvervemand Niels Thorborg. De resterende 5% af aktierne i Gudme Raaschou Bank ejes af HSH Nordbank AG.

- Det er naturligvis meget beklageligt, at vi må overdrage Gudme Raaschou Bank til Finansiel Stabilitet. Siden vi overtog banken i 2006, har banken nedbragt dens udlån med næsten 30 procent. En fornuftig kurs i en periode, hvor flertallet af banker har gjort det modsatte, men det har ikke været tilstrækkeligt, siger Niels Thorborg.

Den betingede overdragelsesaftale med Finansiel Stabilitet indebærer, at Finansiel Stabilitet stifter to datterselskaber, hvortil samtlige bankens aktiver og passiver overdrages - bortset fra aktiekapitalen og efterstillet kapital.

Der indsættes en ny ledelse i de to nyoprettede selskaber.