Gudmundur Gudmundsson ny træner for GOG

Det bliver som ventet islændingen Gudmundur Gudmundsson, der fremover kommer til at stå i spidsen som træner for GOG Svendborgs herrehold.

Gudmundur Gudmundsson er i øjeblikket islandsk landstræner og tiltræder i GOG til sommer på en tre-årig kontrakt. Samtidig med hans danske job, skal han fortsat stå i spidsen for det succesrige islandske landshold.

- Jeg holder meget af dansk håndbold. Jeg har stor respekt for det. Den danske liga bliver stærkere år for år, hvilket jeg synes er spændende. Og så ser jeg store perspektiver i GOGs hold, siger Gudmundur Gudmundsson.

Gudmundur Gudmundsson er 48 år og har som islandsk landstræner haft stor succes, Blandt andet førte han i sommers det islandske landshold til OL-finalen. Her tabte holdet dog til Frankrig.

- Vi har store ambitioner om at præge den danske liga og klare os godt internationalt, og det kræver folk med topkvalifikationer på trænerposten, og det har vi fået med Gudmundur Gudmundsson, siger direktør i GOG, Arne Buch.

De store forventninger skræmmer dog ikke islændingen.

- Jeg er vant til store forventninger. I vil gøre mit bedste og naturligvis arbejde hårdt, siger den kommende træner for GOG.

Oversigt

    Oversigt