Tonerne fra orglet flyder langsomt ud i kirkerummet. Orange farver, kornneg og efterårets afgrøder pryder Vor Frelsers Kirke, som langsomt bliver fyldt med mennesker. Mange sidder i kørestol, og de fleste skal have en hjælpende hånd.
Langt de fleste af dem er demente, og gudstjenesten bliver afholdt specielt til dem. Nogle af dem er helt tomme i øjenene, andre kigger nysgerrigt rundt, enkelte udstøder af og til høje lyde, men de fleste ser allerede ud til at slappe af i kirkens velkendte rammer.
Edith Hansen er 92 år. Hun er dement og glemmer hurtigt, hvad hun lige har lavet eller tænkt på. For første gang skal hun til demensgudstjeneste.
- Jeg glæder mig meget til at være med til det her. Jeg kan godt lide kirker og gudstjenester og sådan noget. Det går ind i mit hjerte. Der er noget varmt over det. Jeg føler mig helt varm indvendig, fortæller hun.
Mindre snak, mere musik
Sognepræst Camilla Balslev Fage-Pedersen står bag dagens demensgudstjeneste. I 2015 fandt hun og sognepræst Lars Dalum på at starte demensgudstjenesterne. Efterhånden er konceptet mere udbredt rundt om i landet, men dengang var Odenses kirker i samarbejde med Odense Kommune nogen af de første.
Der var noget, som fik mig til at falde til ro, men jeg kan ikke huske, hvad det var
Tanken var, at i stedet for at tage ud på plejecentrene og holdegudstjenester i en spisesal eller opholdsrum så skulle de demente ud i kirken, så de fik sanseoplevelsen af kirkerummet. Samtidig skulle gudstjenesterne tilpasses deres behov.
- Der er skåret kraftigt ned på antallet af ord, og prædiken er også i en anden form. Den er mere fortællende. Så der er skruet op for musikken og pynten, og ned for ordene, siger Camilla Balslev Fage-Pedersen.
Udover fløjespil, salmer og musik fra orglet, så synger Camilla Balslev Fage-Pedersen også små velkendte salmevers i sin prædiken, og flere af de ældre synger automatisk med. Helt uden opfordring eller tekst at støtte sig til.
- Hjertet er jo ikke ramt af demens. Det vil sige, at de erindringer, som knytter sig til musik, bliver genkaldt. Og man ved, at centret i hjernen, som handler om musik, er det sidste, der bliver ramt. Det vil sige, at man kan nå meget gennem musikken. Musikken kan nå os følelesmæssigt på en helt anden måde, end ordene kan, fortæller hun.
Glemt - men ikke uden gavn
Efter gudstjenesten får de ældre kaffe og kage, som frivillige har lavet til dem. Da vi snakker med Edith Hansen igen, kan hun ikke huske, at hun var med i et interview en halv time tidligere. Men hun fortæller, at hun nød gudstjenesten meget.
- Der var noget, som fik mig til at falde til ro, men jeg kan ikke huske, hvad det var. Det har jeg glemt. Prædiken kunne jeg godt lide at høre. Den lytter jeg meget efter, fortæller hun, men hun kan ikke huske, hvad der blev sagt.
- Nej, det kan jeg desværre ikke. For der er min hjerne ikke kvik nok mere, siger hun.
Helle Christiansen er koordinator for gruppen OK Aktiv, som står for arrangementerne. Hun oplever tit, at de demente hurtigt glemmer, at de lige har været til gudstjeneste. Alligevel kan hun mærke, at det gør en forskel for dem.
- Der er en helt anden ro i dem. Somme tider kører jeg selv bussen, og der var en dame, der en dag sagde: "Jeg ved ikke, hvad jeg har lavet i eftermiddag, men jeg ved, jeg har været et rigtig dejligt sted", fortæller hun. Derfor mener hun også, at det nytter noget med sådanne arrangementer, selvom de demente glemmer det hurtigt igen.
- Det er vigtigt at få givet stjernestunderne. Er det så væk en halv time efter, vi har gjort det, så er det lige meget. De har jo haft det godt i nuet, og det er det vigtigste, siger hun.