I det fynske folks tjeneste

Guld-Lasse cykler Fyen Rundt

Den fynske OL-guldvinder Lasse Norman Hansen spreder stjernestøv, når han den 19. august kan opleves i den 102. udgave af Fyen Rundt.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at køre Fyen Rundt. Oven på OL-oplevelsen bliver det fedt at komme hjem til Fyn og møde alle de folk, som har bakket mig op gennem hele forløbet, siger 20-årige Lasse Norman Hansen.

Lasse Norman Hansen blev den helt store cykelhelt, da han vandt guld i banedisciplinen Omnium. Nu skifter han OL i London ud med mere ydmyge rammer i Fyen Rundt, men alligevel mener Lasse Norman Hansen, at det bliver stort at vende hjem til det fynske cykelløb.

- Det er jo et af verdens ældste løb med stolte traditioner, og så er det en helt speciel oplevelse for mig at komme hjem og køre for det fynske publikum, siger Lasse Norman Hansen.

Motionscykelløbet vinder også

Det er ikke kun cykeleliten, som træder i pedalerne. Og selv om motionisterne ikke får mulighed for at ligge på hjul af guld-vinderen , så mener projektleder Sten Poulsen fra Udvikling Fyn A/S - Sport & Event, at det også kommer motionscykelløbet til gode.

- Netop i dag er der åbnet op for salget af ekstra startnumre, og jeg er ikke i tvivl om, at det bliver et trækplaster for motionisterne, at de og deres familier samtidig med cykelløbet, kan komme og hylde Danmarks eneste OL-guldvinder på hans helt egen hjemmebane her på Fyn, siger Sten Poulsen.

Ved du noget? Så send os et tip