Gulddreng indtager sommerens gladeste festival i Odense

For andet år i træk vil endagsfestivalen 'Silhuetten' torsdag byde op fest i Odense for udviklingshæmmede. Blandt andet Gulddreng og Pharfar vil sørge for tonerne til dansen.

Der er kolde fadøl, snaskede burgere, massevis af mennesker i godt humør og musik, der får selv den mest generte til at danse henover græsplænen. 

Endagsfestivalen 'Silhuetten' torsdag eftermiddag og aften på Odense Atletikstadion er som alle andre festivaler. Og dog. Det er en festival for udviklingshæmmede arrangeret af udviklingshæmmede. 

- Udviklingshæmmede er som alle andre. De elsker en god fest, og det er, hvad de får med den her festival, siger arrangør Casper L. Petersen, som også fortæller, at festivalen skal være med til at skabe bånd på tværs af landet og mennesker. 

- Vi skaber en ramme med festivalen, så folk kan mødes om noget. Her kan publikum gense gamle venner og møde nye fra helt andre steder i landet, end hvor de selv opholder sig til dagligt. 

Trygge rammer

Hvor sidste års festival foregik i hjertet af Odense i Kongens Have, finder 2017-udgaven af 'Silhuetten' sted på Odense Atletikstadion. Ellers er alt ved det nu ét år gamle.

Festlighederne åbnes af Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel (S) klokken 12.30 og herefter vil fem bands bestående af udviklingshæmmede starte festen, inden den vel nok mest kendte pop-mager for tiden, Gulddreng, går på scenen. Herefter følger blandt andet Pharfar, Tue West og Katinka.  

- De vil gerne høre det samme musik, som alle andre. Men de kan typisk ikke være en del af almindelige festivaler, fordi de har brug for trygge rammer, og det får de her, siger Casper L. Petersen, der glæder sig til det hele går i gang: 

- Det var en kæmpe fest sidste år. Alle var glade, og kunsterne var i øjenhøjde med de besøgende, så de fik en god oplevelse. 

 

Endagsfestivalen Silhuetten i Kongens Have, Odense, 2016. 

Oversigt

    Oversigt