Guldring fra middelalderen fundet

En frivillig med en metaldetektor har fundet en guldring fra middelalderen med et granatsmykke i udgravningen bag Odense Rådhus.

3010 Guldring

Ringen dateres til 1200-tallet og er meget velbevaret, oplyser arkæolog Maria Elisabeth Lauridsen, Odense Bys Museer.

Den er en ringstørrelse 54, cirka 17 mm. i diameter og vejer 1,45 gram.

Karaten på guldet menes at være relativt høj.

Stenen er en granat, som kan stamme fra Mellemeuropa.

Rundt om stenen er der en gråsort kant, som er korroderede sølvrester.

Det stammer muligvis fra en lille sølvplade, som har siddet under granatstenen for at få den til at funkle mere.

Ringens spinkle, fine form tyder på, at den har tilhørt en kvinde, selvom mænd i middelalderen også bar ringe med smykker.

En personlig ting

Arkæolog Maria Elisabeth Lauridsen fortæller, at det er noget helt specielt at finde noget så personligt som en fingerring.

Det kan ses, at ringen har været brugt, så nogen har båret den i mange år.

- Sådan et fund får gang i mange spekulationer og fantasier, siger hun.

Hun forestiller sig, at tabet af ringen har været en stor sorg for ejeren.

- Det er en genstand, man har ledt længe efter, men aldrig fundet - før nu, siger Maria Elisabeth Lauridsen.

Bliver udstillet kortvarigt

Interesserede kan se ringen i fire timer lørdag d. 2. november i Fra Gade til Bys røde rubin på Fisketorvet i Odense.

Ellers er den sikret i en bankboks, indtil den skal til Nationalmuseet i København til registrering som danefæ.

Det er dog ikke helt udelukket, at den vender tilbage til Odense Bys Museer - alt efter hvor unik, Nationalmuseet anser den for.

Mere om udgravningerne og projektet Fra Gade til By her

Oversigt

    Oversigt