I det fynske folks tjeneste

Gymnasieelever barrikaderer lærerværelset

Foto: Ditte Lunde

Studerende landet over nedlægger undervisningen og går til demonstration mod milliardbesparelser på uddannelsesområdet.

De fleste morgener starter undervisningen klokken 8.10 på Middelfart Gymnasium. Bare ikke denne morgen. For der mangler nemlig en væsentlig del. Underviserne. Eleverne har nemlig barrikaderet lærerværelset, så de ikke kan komme ud.

- Vi vil sørge for, at lærerne ikke kan komme ud af døren fra lærerværelset, så de hverken kan tjekke fravær eller undervise, siger Vitus Juel Enemærke, talsperson for Middelfart Gymnasiums elevråd.

På den måde vil eleverne manifestere deres utilfredshed med de kommende års milliardbesparelser på uddannelsesområdet. Landet over nedlægger gymnasieeleverne undervisningen og går til demonstration mod nedskæringerne.

Hvis vi går sammen som ungdom hele landet over, så står vi stærkere og kan råbe politikerne op

Vitus Juel Enemærke, talsperson, Middelfart Gymnasiums elevråd

 

Besparelser har ført til lærerfyringer 

Fra 2016 til 2019 vil regeringen samlet fjerne 2,4 milliarder kroner fra de gymnasiale uddannelser. Samtidig blev det ved erhvervsskolereformen vedtaget i 2014, at de almene gymnasier fra 2017 hvert år skal afgive 240 millioner kroner af deres midler til erhvervsskolerne oven i de andre besparelser.

Ifølge en undersøgelse foretaget blandt tillidsrepræsentanterne i Gymnasieskolernes Lærerforening, har det allerede betydet, at der kommer til at være 1000 færre lærere i klasseværelserne i skoleåret 2016/2017 i forhold til året før. Der er samtidig ikke kommet færre elever på gymnasierne.

- Indtil videre har vi set, at der har været lærerfyringer, og det medvirker så til dårlig forberedelsestid for de tilbageværende lærere. Vi kan mærke, at undervisningen ikke fungerer lige så godt, siger Vitus Juel Enemærke.

 

Læs også Tusindvis af utilfredse studerende tager til Odense

 

Samlet ungdom imod nedskæringer

Det er ikke kun på gymnasierne, at der skal skæres. Hele uddannelsesområdet har fået kniven. Det skønnes, at de videregående uddannelser skal spare 3,3 milliarder kroner, erhvervsuddannelserne skal spare 1,6 milliarder kroner og gymnasierne 2,4 milliarder kroner frem mod 2019. Det svarer til 2 procent om året. Regeringen lægger nu også op til, at de 2 procents nedskæringer skal forsætte i 2020.

Derfor er det en samlet ungdom – gymnasieelever, erhvervsskoleelever, studerende på de videregående uddannelser, fagforbund og lærerforeninger, som under Uddannelsesalliancen, går til demonstration i dag klokken 16 i landets fire største byer, København, Aarhus, Odense og Aalborg.

Vitus Juel Enemærke håber, at den samlede ungdom kan sparke gang i den offentlige debat.

- Vi har ikke meget pondus, hvis det kun er 400 elever fra Middelfart gymnasium, som råber op. Men hvis vi går sammen som ungdom hele landet over, så står vi stærkere og kan råbe politikerne op, siger han. 

 

 

Ved du noget? Så send os et tip