Gymnasieelever hacker it-system

Tre unge mænd er sigtet for at have ændret 20 elevers fraværsprocenter på Tietgen Handelsgymnasium i Odense.

Tre unge mænd er sigtet af Fyns Politi for at have hacket sig ind i Tietgen Handelsgymnasiums it-system og have ændret eller slettet fraværsprocenter for omkring 20 medstuderende.

Det skriver Fyens Stiftstidende søndag.

- To af dem har allerede erkendt, mens den tredje nægter, siger Albert Rasmussen, chef for Fyns Politis afdeling for it- og økonomisk kriminalitet.

Erik Schou, vicedirektør på Tietgen, fortæller, at hvis det er deres elever, som har hacket sig ind, så vil de blive smidt ud.

Tjente penge på det

De tre sigtede gjorde det for at tjene penge:

- Vi har konstateret, at 20 unge har købt sig til at få slettet deres fravær. Nogle af dem har vi afhørt, men mangler stadig nogle stykker, oplyser Albert Rasmussen fra Fyns Politi til avisen.

Erik Schou fra skolen synes, der er stor forskel på dem, der har fået ændret deres fravær og de unge, som har brudt ind i it-systemet.

Flere af eleverne er sendt hjem på en tænkepause.

Oversigt

    Oversigt