Gymnasieelever i protest

De fynske gymnasieelever nedlagde tirsdag undervisningen på flere gymnasier. Nedlæggelsen skete som optakt til den store demonstration på Flakhaven i Odense mod regeringens finanslovsforslag, der lægger op til store besparelser på gymnasierne.

Både på Nordfyns Gymnasium og Svendborg Gymnasium spærrede eleverne lærerne inde på lærerværelset ved at blokere udgangene.
- Vi blokerer lærerværelset, for at de ikke kan gennemføre undervisningen og ikke har mulighed for at give os fravær, siger initiativtageren på Svendborg Gymnasium Frederik Madsen til
TV 2/FYN. 
De sydfynske elever havde fået sponsorer til at betale for busturen til demonstrationen i Odense heriblandt fagforeningerne LO og 3F.

Også i Odense protesterede eleverne som optakt til dagens stordemonstration. På Odense Katedralskole afholdte de blandt andet DM i klassekvotient og havde inviteret byrådskandidater til en paneldebat.
- Konsekvenserne ved de her besparelser vil være, at der kommer flere elever i klasserne, at der bliver mindre vejledning, og at frafaldet stiger. Det vil vi ikke finde os i, så derfor har vi valgt at nedlægge underviningen, siger Amalie Marie Bonde, der er talsmand for nedlæggelsen på Odense Katedralskole.

Oversigt

    Oversigt