I det fynske folks tjeneste

Gymnasieelever sure over spareplaner

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) blev mødt af sortklædte, utilfredse elever, da hun besøgte Nyborg Gymnasium torsdag.

01:41

1 af 2

Det skulle have været et hyggeligt besøg, hvor undervisningsminister Ellen Trane Nørby skulle se nærmere på planerne for et nyt Campus.

Men gymnasiets elever frygter regeringens spareplaner, så i stedet blev hun mødt af sorteklædte elever og buh-råb, da hun ankom til det østfynske gymnasium.

I Nyborg er både elever og lærere nemlig meget bekymrede for, hvad regeringens planlagte besparelser vil betyde for undervisningen.

- Vi synes, det er vigtigt at vi som elever også kan stille os op og sige, at vi ikke synes det her er ok. Vi vil ikke have, at det forringer vores undervisning, at man laver de her besparelser, siger Katrine kristensen, elev på Nyborg Gymnasium.

Ville kun snakke besparelser

Undervisningsministeren var egentlig kommet for at se nærmere på gymnasiets planer for et nyt campus, men de sortklædte elever og lærere var mere interesseret i at snakke besparelser.

Regeringen lægger op til besparelser på to procent på de danske gymnasier. Besparelser, regeringen mener kan hentes på administrationen.

Men på Nyborg Gymnasium er man sikker på, at det vil betyde forringelse af undervisningen.

- Fordi det faktisk er et langt større beløb end vi bruger på administration her på stedet, så det vil uundgåeligt komme til at gå ud over undervisningen, siger lærer Jakob Sinding Skött.

Men bekymringen preller af på Ellen Trane Nørby:

- Omprioriteringsbidraget er to procent årligt. Det kommer ovenpå en udgiftsvækst til ungdomsuddannelsesområdet på 31 procent siden 2008, og derfor mener vi også, at man, selvom det ikke er en let øvelse, kan finde to procent årligt, effektiviseringsmæssigt.

Hvis regeringens planlagte besparelser bliver vedtaget, vil de være fuldt indfaset i 2019.