Gymnasielærere klar til at blive på skolen

Folkeskolelærerne står fortsat og fryser uden for skolen, men gymnasielærerne er godt i gang med at indrette deres nye arbejdspladser indenfor, fortæller DR Fyn.

Folkeskolelærerne kan godt begynde at se på, hvordan kollegerne i gymnasierne gør - flere iagttagere mener nemlig, at en tillempet version af gymnasielærermodellen kan være løsningen på folkeskolekonflikten.

Akademikernes nye overenskomst, der i øjeblikket er til urafstemning, betyder at gymnasielærerne skal være mere sammen med eleverne, og bruge mindre tid på forberedelse derhjemme.

På Katedralskolen i Odense har man allerede udpeget de lokaler, som fremover skal fungere som lærernes kontorer.

- Lærerene vil i langt højere grad kunne være på skolen, end hidtil. Vi får i alt tre lokaler med plads til 16 i hvert lokale, og det bliver en slags mini-læsesal, fortæller rektor Jens Berthelsen til DR Fyn.

Hver lærer får sin egen plads med tilhørende reol og computer. De har selv været med til at indrette deres nye arbejdspladser på skolen.

Forberedelse på skolen ser ud til at blive et hit hos lærerne. En afsteming har tidligere vist, at mere end halvdelen af skolens lærere ønskede at få en arbejdsplads på gymnasiet.

- Det bliver gode arbejdspladser. I hvert fald mindst lige så godt som det, jeg har derhjemme, og lige nu er det jo det, det skal sammenlignes mere, fortæller tillidsmand Poul Hedegaard.

Nordfyns Gymnasiums rektor Kurt Eriksen kalder det for "et paradigmeskifte", hvor lærerne skal til at arbejde på en helt ny måde.

- Det med at læreren stiller en opgave, som eleverne skal lave derhjemme, aflevere, og som læreren så skal rette, er fortidens måde at gå i gymnasiet. Vi er på vej ind i en tid med mere såkaldt procesundervisning. Hvor lærere og elevere er mere sammen i en proces, hvor man giver og tager, mener Kurt Eriksen.

Oversigt

    Oversigt