Gymnasiet under lup: Færre elever og flere timer

100 personer var fredag samlet på Syddansk Erhvervsskole i Odense. De skulle kaste et kritisk blik på gymnasiet og pege på udfordringer over for den nye regering.

Skal der være et adgangskrav til gymnasiet? Og hvilke udfordringer bør den nye regering stille skarpt på i forbindelse med ungdomsuddannelserne?

Det er nogle af de spørgsmål, som cirka 100 repræsentanter for gymnasier, erhvervsskoler, politikere og elever fredag diskuterede på Syddansk Erhvervsskole i Odense.

Nogle af de elever, der bidrog til debatten var Christian Wacher og Stine Kjærgaard fra Odense Tekniske Gymnasium.

- Vi talte om færre elever i klasserne og mere tid til eleverne, siger Stine Kjærgaard fra 1. D på Odense Tekniske Gymnasium.

- Men vi talte også om, at eleverne skal have flere timer og modtage mere hjælp fra lærerne, så eleverne ikke skal sidde alene derhjemme, hvor mor og far ikke kan hjælpe så godt, siger Christian Wacher, der også er elev i 1. D på Odense Tekniske Gymnasium.

Flere ressourcer er ifølge de to elever alt afgørende, men de stemmer også for adgangskrav på gymnasiet.

- Jeg synes personligt, det er en god ide, fordi det kan være svært at gå i gymnasiet, hvis man ikke har de faglige kompetencer til det, siger Stine Kjærgaard.

Oversigt

    Oversigt