H C Andersen i Folketinget

Vil regeringen tage initiativ til en national og international H.C. Andersen-strategi? Sådan lyder spørgsmålet, som Dansk Folkeparti torsdag stiller kulturminister Uffe Elbæk (R) ved en forespørgselsdebat i Folketinget.

Og det er ikke kun Dansk Folkeparti, der ønsker øget fokus på H.C. Andersen.

I fødebyen arbejder H.C. Andersen Fonden Odense på at rehabilitere digteren efter nogle stille år siden den store 200-års fejring i 2005.

Senest har et nyetableret H.C. Andersen Netværk meldt sig i debatten om en national Andersen-strategi.

Alle vil de fremme interessen for og øge forskningen i H.C. Andersen, ligesom de er enige om, at digteren har et stort turisme-potentiale, som ikke udnyttes godt nok.

For mange kokke ...

Men de mange aktører risikerer også at spænde ben for hinanden i deres iver efter at få Andersen ud af glemmebogen.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

- Det er vigtigt, at vi står sammen og ikke skaber slør om, hvad vi vil, advarer universitetslektor Johannes Nørregaard Frandsen, som er
næstformand i H.C. Andersen Fonden Odense.

- Derfor tror jeg, at det vil være gavnligt for sagen, hvis det er de officielle spillere på området, som har kontakten til Kulturministeriet -
og det er Syddansk Universitet og Odense Bys Museer, som begge
er med i fonden, fortsætter han.

Andersen stor nok

Tidligere folketingsmedlem Niels Jørgen Langkilde (K), som er initiativtager til og koordinator for det nye netværk, er uenig:

- Jeg tror ikke, at H.C. Andersen er så lille, at der kun kan være én talsmand for ham. Der er brug for mange, som arbejder for ham, siger han.

Oversigt

    Oversigt