Håb for SKAT i Svendborg

Regeringens planer om at opgradere det kriseramte SKAT giver håb om bevarelse af skattecenteret i Svendborg, skriver Fyens Stiftstidende.

Redningsplanen for SKAT, som skatteminister Karsten Lauritzen fremlagde fredag, indebærer blandt andet ansættelse af omkring 1000 nye medarbejdere.

Det kan betyde, at den bebudede lukning af skattecenter Svendborg bliver annuleret, skriver Fyens Stiftstidende.

Det lokalt valgte folketingsmedlem for Venstre, Erling Bonnesen, har tænkt sig at tage spørgsmålet op med sit parti i næste uge.

- Fakta er, at der skal skaffes mere plads, og jeg vil på næste gruppemøde forsøge at få svar på, om det er muligt, at Svendborg kan beholde sine skattearbejdspladser, siger han til avisen.

Venstres skatteordfører, Louise Schack Elholm, vil ikke udelukke, at SKAT i Svendborg bliver bevaret, men understreger, at der endnu ikke er fastlagt noget. 

Socialdemokraternes Trine Bramsen ser ingen anden udvej end at bevare afdelingen i Svendborg.

- Det er en hastesag, og der skal ikke bruges tid på at bygge nyt eller renovere, siger hun til Fyens Stiftstidende og tilføjer:

- Jeg vil da gerne minde regeringen om, at de skylder Sydfyn efter sagen om udflytning af statslige arbejdspladser, hvor Sydfyn blev decideret snydt.

Samme budskab vil Svendborgs borgmester, Lars Erik Hornemann, nu minde skatteministeren om.

- Jeg vil skrive til ham, at vi har lokalerne og kompetencerne og henvise til, at vi føler os forbigået i forbindelse med udflytningen af statslige arbejdspladser fra hovedstaden, og at regeringen her har en mulighed for at rette op på det, siger han.

Regeringens redningsplan for SKAT kommer efter lang tids manglende inddrivelse af borgeres gæld til det offentlige og problemer med de offentlige ejendomsvurderinger samt fejlagtige refunderinger af moms til udenlandske fup-selskaber.

Lukningen af Skattecenter Svendborg blev besluttet i 2014 i forbindelse med en omstrukturering af SKAT med virkning fra midten af 2017.

De dengang 126 ansatte skulle flyttes til Odense og Middelfart. P. t. er der 90 medarbejdere tilbage i Svendborg.

Oversigt

    Oversigt