Håbet lever stadig: Fremtiden for sydfynsk fødetilbud skal igen diskuteres

Der skal kigges nærmere på, om der fremover alligevel skal være et fødetilbud på Sydfyn. Formanden for sundhedsudvalget i regionen vil nu se alle mulighederne igennem.

Skal de sydfynske fødende frem over sendes til Odense, når de skal føde, eller skal de fortsat have muligheden for at føde lokalt?

Det spørgsmål tager regionsrådet i Syddanmark nu igen op til diskussion.

quote Jeg har ikke lagt mig fast på noget endnu, og jeg er indstillet på, at vi afdækker alle muligheder for en lokal løsning på Sydfyn.

Poul-Erik Svendsen (S), formand for sundhedsudvalget i Region Syddanmark

Dermed er det alligevel ikke sikkert, at alle fynske fødsler skal foregå i Odense. Nu skal der igen kigges på, om der er mulighed for et lokalt sydfynsk fødselstilbud, så de fødende ikke skal køre hele vejen til Odense. 

Og hvis det står til formanden for sundhedsudvalget, så er skal alle løsninger kigges igennem, inden der tages en endelig beslutning. 

- Jeg har ikke lagt mig fast på noget endnu, og jeg er indstillet på, at vi afdækker alle muligheder for en lokal løsning på Sydfyn, siger Poul-Erik Svendsen (S) og fortsætter:

- En vigtig del af at have et regionsråd er, at vi kan tage borgernes briller på og anskue sager som denne fra flere vinkler og nogle gange finde nogle løsninger og kompromisser, som sikrer et fagligt godt og lokalt sundhedsvæsen.

Regionsrådet besluttede ellers i 2010 at samle alle de fynske fødsler på det kommende nye universitetshospital i Odense, når det står færdigt i 2023. Men allerede i budgetaftalen for 2018 valgte forligspartierne, at de ville revurdere beslutningen og se på mulighederne for en lokal løsning på Sydfyn. 

Ikke læger nok på Sydfyn

Fødeafdelingen på Svendborg Sygehus har over en længere periode ikke kunne imødekomme en række krav og udfordringer. Blandt andet har afdelingen ikke haft adgang til børnelæger med særlig viden om for tidligt fødte børn, og man har haft svært ved at kunne besætte vagterne, da det har været utrolig svært at rekruttere læger til stedet.

Lige nu eksisterer fødeafdelingen i Svendborg ved hjælp af et rotationsprincip, hvor læger fra Odense "skiftedes" til at dække vagterne på fødeafdelingen i Svendborg. Og det er da også fortsat en af mulighederne fremadrettet, fortæller Poul-Erik Svendsen. 

Flere løsninger i spil

Der er også to andre muligheder i spil, når det kommer til fremtiden for et fødetilbud i det sydfynske, fortæller udvalgsformanden.

quote Vi skal snakke det hele igennem på et møde tirsdag i næste uge.

Poul-Erik Svendsen (S), formand for sundhedsudvalget i Region Syddanmark

De to andre muligheder er, at man nedlægger fødeafdelingen i Svendborg permanent, eller at man etablerer en jordemoderledet fødeklinik udenfor sygehuset, hvor de fødende så kan komme hen. 

Alle løsningerne er blevet udarbejdet af en faglig gruppe af jordemødre, fødselslæger og børnelæger, der har udarbejdet en rapport med forskellige scenarier for fødselstilbuddet på Sydfyn. 

Du kan se rapporten her under:

- Vi skal snakke det hele igennem på et møde tirsdag i næste uge, fortæller Poul-Erik Svendsen til TV 2/Fyn. 

Men udvalget kommer først nærmere en endelig beslutning på et møde i august. 

Oversigt

    Oversigt