I det fynske folks tjeneste

Hårde julekrav: Peters Jul skal være et sikkert hit

Foto: Reza Sahraei

Årets juleforestilling på Odense Teater skal leve op til høje forventninger. TV 2/Fyn tjekker forestillingen i kategorierne: Julestemning, tradition og billetsalg.

Julen nærmer sig, og den skal helst være glædelig. Det kan være noget af et pres, og det mærker man på Odense Teater. Her stilles der en række ultimative krav til årets store juleforestilling, Peters Jul, ikke mindst af hensyn til teatrets økonomi.

Krav nummer et: Julestemning

- Peters Jul er et eller andet sted manualen på den danske jul, så julestemningen kommer jo nærmest fra Peters Jul, mener instruktør Martin Miehe-Renard.

Odense Teater satser i år på et musikalsk juleeventyr baseret på den klassiske historie om Peters Jul. Dermed bør kravet om julestemning være opfyldt. Men i årets forestilling tilbydes der også ekstra oveni.

- Forestillingen peger på, hvad julehygge egentlig er for noget. Der er mange børn, der tror, at julehygge er at sidde med en iPhone eller en iPad og bare passe sig selv, men rigtig julehygge, det er jo samvær, siger Martin Miehe-Renard.

Tradition

Ifølge skuespiller Natali Vallespir, der spiller to store roller i forestillingen, er kravet om tradition også opfyldt.

- Vi starter selvfølgelig med et klassisk julebillede med bedstemor og børnene, der sidder og hygger sig med højtlæsning af Peters Jul. Men derfra udfolder fantasien sig, og det bliver en fantasihistorie, siger Natali Vallespir.

Traditionskravet er opfyldt, men også her skal publikum udfordres med en ekstra dimension.

- Peters Jul er kun en hyggelig historie, men hvis man skal lave et teaterstykke, så skal der være konflikter. Derfor har vi tilført lidt social konflikt og den slags, som gør det mere spændende, siger Martin Miehe-Renard.  

Økonomien skal hænge sammen

Sidst men ikke mindst stilles der altid krav om et godt billetsalg på årets juleforestilling, som er en vigtig del af Odense Teaters økonomi.

Enkelte år har det store fynske teater oplevet svigtende billetsalg på juleforestillingen med røde regnskabstal til følge.

Det skete eksempelvis i 2012, hvor forestillingen "Der var en gang en dreng, der fik en lillesøster i julegave" kun solgte få billetter.

- Vi, der står på scenen, gør det bare så godt, vi kan, og så håber vi på, at der vil komme nogen og se den. Men jeg har heldigvis hørt fra billetkontoret, at man skal til at skynde sig, hvis man vil se Peters Jul. Der er kun få billetter tilbage, fortæller Martin Miehe-Renard.

Peters Jul har premiere på Odense Teaters Store Scene den 17. november og spiller frem til og med den 23. december.

Ved du noget? Så send os et tip