Hårde kriminelle sender fængselsbetjente syge hjem

Sygefraværet i Nyborg Fængsel svarede i juni til et årligt sygefravær på 51,4 dage på afdelinger med bandekriminelle

Den igangværende bandekonflikt kan mærkes blandt fængselsbetjente. En ny opgørelse fra Fængselsforbundet viser, at sygefraværet blandt de ansatte i fængsler med bandemedlemmer og stærke fanger er tårnhøjt. Det skriver Avisen.dk.

I årets første seks måneder var de uniformerede ansatte i Kriminalforsorgen sygemeldt i det, der svarer til 28,4 dage om året pr. medarbejder.

I afdelinger med mange hårde fanger og bandekriminelle, såsom Københavns Fængsler og Nyborg Fængsel, var det gennemsnitlige sygefravær helt oppe på det, der svarer til henholdsvis 37,9 og 51,4 sygedage om året i juni måned.

Trues på livet
Heidi Tarp Klemmensen er enhedsleder i Københavns Fængsler og fungerer som vagthavende i Vestre Fængsel. Hun understreger, at hun udtaler sig på sine egne personlige vegne. Hun oplever, hvordan der er en direkte sammenhæng mellem sygefravær og bandemedlemmers opførsel. Fredag i sidste uge blev hendes mand, der også er fængselsbetjent, truet på livet af et bandemedlem fra Loyal to Familia (LTF).

Hun vil have lukket ned for de særlige bandeafdelinger, som ifølge hende har udviklet sig til klubhuse for bandemedlemmer, hvor de ansatte går rundt med en konstant frygt for at blive truet og skal kigge sig over skulderen, når de går hjem.

- Lige så snart de træder ind ad døren hos os, siger de, ’jeg er LTF’er', og i løbet af en dag eller to sidder de oppe i klubhuset sammen med alle de andre LTF’ere.

- Så taler man en masse om bande-exit og andre gode tiltag, men det nytter jo ikke noget, når de sidder herinde i deres små klubhuse med de andre bandemedlemmer, fordi det er nemmest for Kriminalforsorgen at håndtere dem sådan, siger hun.

Bandeindsatte fylder mere og mere
Erik Larsen, der er Fængselsforbundets tillidsrepræsentant i hovedstaden, nikker genkendende til problemerne med bandemedlemmer, som ikke er interesserede i at vende tilbage til samfundet som lovlydige borgere.

- Vi har aldrig haft så mange bandeindsatte, som vi har nu, og de kommer til at fylde procentvis mere i fængslerne. Så hvis ikke vi får lavet om på den måde, vi vælger at opbevare dem, bliver det et større problem, siger Erik Larsen.

Fængselsbetjente bliver langtidssyge
Hos Kriminalforsorgen erkender chef for Koncern HR, Marianne Fæster Nielsen, at sygefraværet er "alvorligt højt" i flere afdelinger.

Det er især et stort antal langtidssygemeldinger, som trækker sygefraværet op, og som er årsagen til, at det gennemsnitlige sygefravær bliver ved med at vokse, lyder forklaringen.

- Alle kan jo blive ramt af sygdom, men vi har desværre også fængselsbetjente, der bliver alvorligt syge relateret til deres arbejde. Derfor er det også den vigtigste indsats for os lige nu at forebygge de her tilfælde af langtidssygemeldinger, siger hun.

Oversigt

    Oversigt