Håb om bedre togdrift mellem Odense og Svendborg

DSB og Banestyrelsen er indstillet på at gøre noget for at afbøde de mange gener, rejsende på Svendborg-banen har oplevet, mens der foregår sporarbejde på flere af stationerne og et nyt signalsystem er taget i brug.

-

DSB og Banestyrelsen er indstillet på at gøre noget for at afbøde de mange gener, rejsende på Svendborg-banen har oplevet, mens der foregår sporarbejde på flere af stationerne og et nyt signalsystem er taget i brug.

Repræsentanter for pendlerne, Årslev, Ringe og Odense Kommune var torsdag til møde med DSB og Banestyrelsen for at drøfte problemerne. Og formanden for pendlernes forening, Jacob Bang Jensen, er tilfreds.

\"Der er lys for enden af tunnellen, men ingen ved hvor lang, den er\", siger Jacob Bang Jensen.

Banestyrelsen regner dog ikke med at arbejdet på Svendborgbanen er færdigt før i begyndelsen af december.

Bedre information
Et af de værste problemer for de rejsende på Svendborgbanen har været manglende eller dårlig information i forbindelse med forsinkelser og andre forstyrrelser i togdriften som følge af sporarbejderne.

F.eks. virker de fleste af informationsskærmene på mindre stationer ikke.

På mødet torsdag foreslog pendlernes formand, at der sættes personale ind på f.eks. Svendborg og Ringe til straks at orientere de rejsende, når noget opstår.

På mødet, torsdag, oplyste DSB og Banestyrelsen, at de intensiverer arbejdet med at undgå fejl, og at sætte hurtigere ind, når de sker - og informere de rejsende bedre. Man er allerede igang med at gennemgå det ny signalsystem.

\"Alt i alt fornemmede jeg en vilje til at gøre noget, og stemningen på mødet var positiv\", siger Jacob Bang Jensen.

Mulig kompensation
Pendlerforeningen har henvendt sig til DSB med et forslag om, at DSB skal betale kompensation til de rejsende for det, de har været udsat for gennem snart lang tid.

DSB tager forslaget alvorligt, og på mødet, torsdag fik pendlerformanden det indtryk, at der er gode chancer for en eller anden form for kompensation.

Spørgsmålet skal drøftes på et direktionsmøde i DSB på tirsdag.

Oversigt

    Oversigt