I det fynske folks tjeneste

Hæder til fynsk greve: - Jeg er stolt som bare pokker

For anden gang i år er grev Michael Ahlefeldt blevet hædret for sine initiativer på Egeskov Slot.

I januar måned blev greve, godsejer og kammerherre Michael Ahlefeldt udnævnt til Årets Fynbo. I sidste uge kunne han så føje Årets Svendborg Pris til samlingen.

Resultatet er en stolt og glad greve, der mandag gæstede TV 2/FYN's studie.

- Jeg er stolt som bare pokker, sagde Michael Ahlefeldt.

Priserne er blandt andet kip med hatten for initiativerne på Egeskov Slot. Ahlefeldt fremhæver, at de mange projekter ikke kunne lade sig gøre uden hjælp.

- Det er ikke kun mig, der modtager prisen. Det er også den fantastiske styrke af ansatte, jeg har på Egeskov, sagde han.

Vi tager chancer

Over de seneste 50 år er Egeskov Slot forvandlet fra traditionelt gods til en sprudlende turismevirksomhed. Slottet danner også bagtæppe for den årlige Heartland Festival, der vender tilbage i år med nye tiltag.

- Vi må jo gøre noget, der er rigtigt. Vi gør i hvert fald det, vi føler er rigtigt. Vi tager chancer, der ser ud til at lykkes. Det handler om at turde være anderledes i klassen, forklarer greven.

- Når vores gæster kommer, tænker vi over, hvilken oplevelse, de skal have. Det skal være, som hvis de var gæster i ens hjem: De skal modtages i døren og have et klap på skulderen, uddyber Michael Ahlefeldt.

Ifølge ham er priserne en belønning for at turde tænke nyt og anderledes. Især Årets Svendborg Pris har en symbolsk værdi for Ahlefeldt, hvis bedsteforældre modtog samme hæder i 1983.

Det er hammerfedt

En af de største projekter, der udfolder sig på Egeskov Slot, er netop Heartland Festival, der kombinerer den traditionelle musikfestival med god mad, debat og kultur.

Også her er der tale om et initiativ, der ikke vil kunne lade sig gøre uden hjælpende hænder, understreger greven.

- Det er en kæmpe opgave hvert eneste år. Jeg ville ønske, folk kunne komme og se, hvad der ligger bag. Du har ingenting, og så kommer der pludselig 1200 frivillige og bygger en by op. Det er ikke bare musik, det er toilet, vand, sikkerhed, brand og politi, forklarer Michael Ahlefeldt.

Han lover en festival, der overgår sidste års arrangement.

- Jeg glæder mig til at vise, at det bliver endnu bedre i år. Endnu bedre mad, musik og kultur.

Og greven har ingen planer om at skrue ned for tempoet.

- Jeg er måske lidt gammel af alder, men ikke indeni. Det er hammerfedt det her, så jeg stopper ikke, understregede han.

Udover prisstatuetten fulgte også et pengebeløb på 100.000 kroner. Pengene skal blandt andet bruges på undervisningsmateriale om Egeskovs Slots kultur og 450 år lange historie.

10:31

Se det fulde interview med Michael Ahlefeldt her.

Luk video

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.