Hæder til langelandsk ildsjæl med 20.000 bøger på hylderne

Søren Cilla og Bogbylangeland på Lejbøllegaard belønnes af GF-Forsikring for deres frivillige indsats til fordel for lokalområdet.

De fleste kvadratmeter vægge er spækket med malerier, billeder og plakater. Et utal af lamper hænger ned fra lofterne. Og gulve og gange er fyldt med møbler og spøjse genstande. Mellem det hele svæver en usynlig, men følbar stemning af at være velkommen og tommetyk hygge.

- Og her, Preben, skal du se. Jeg elsker malerier fra Italien. Jeg ved sgu ikke om det er stor kunst, eller om de er noget værd, men jeg kan godt li´ dem, smiler Søren Cilla og peger på en stribe malerier i stuehuset på Lejbøllegaard. En gård, der også er kendt som Bogbylangeland, og som blandt andet rummer 20.000 (eller deromkring) bøger ...

På Lejbøllegaard er det meste udnyttet til at udstille bøger og ting, der er til salg.
På Lejbøllegaard er det meste udnyttet til at udstille bøger og ting, der er til salg.
Foto: Morten Albek

Søren Cilla er formand for den almennyttige forening Bogbylangeland, der hvert år omsætter for 300.000 kroner i genbrugelige genstande, og som lader over 200.000 kroner gå til støtte for foreninger i lokalområdet. Det vil sige i ringe der breder sig ud fra landsbyen Lejbølle, der ligger nogle få kilometer nord for Tranekær.

Hvad formanden ikke ved (eller også holder han masken ganske godt) er, at han er få minutter fra at blive hædret for sin indsats. GF-Forsikring har tildelt ham "Tak For Dit Oveskud-prisen" på 2.000 kroner, ligesom selve Boglandsby-foreningen modtager 5.000 kroner for deres frivillige arbejde.

- Alt er til salg i hele huset og staldbygningerne. Ja, altså på nær de ting, der er sat et "ikke til salg-skilt" på, slår Søren Cilla fast inden han bliver afbrudt og ført ind i spisestuen, der er indrettet til café.

Her bliver han modtaget af Jørgen Bremholm fra GF-Forsikring og overrasket med en personlig pris på 2.000 kr., ligesom foreningen modtager 5.000 kr. for deres arbejde.

Andet år med pris-uddeling

- Jeg agerer julemand lige nu og her, og det er rigtig sjovt. Det er dejligt at se, at folk bliver overraskede, siger Jørgen Bremholm, Partner og Markedschef i GF-Forsikring, da han har holdt tale til ære for Søren Cilla. Han har listet sig ind i huset via en bagdør.

quote - Jeg kan godt lide at give til andre. For mig handler det ikke om at modtage noget til gengæld.

Søren Cilla, formand for Bogbylangeland og modtager af "Tak For Dit Overskud-prisen".

- Vi har i nu to år givet en anerkendelse til foreninger og personer, der måske ikke sådan normalt er i rampelyset. Men de fortjener anerkendelse. Og det kan da godt være, at 2.000 kroner ikke er alverden, men alene værdien i at få sin indsats påskønnet, gør noget for disse mennesker, fortæller Jørgen Bremholt, der frem til starten af marts skal rundt og overraske mellem fem og 10 andre personer og foreninger.

For hovedpersonen, der tilbage i 2012 stiftede Bogbylangeland sammen med andre ildsjæle, er det uvant at være i centrum på en måde, han ikke selv har valgt.

- Jeg kan godt lide at give til andre. For mig handler det ikke om at modtage noget til gengæld, siger Søren Cilla, da den første virak har lagt sig. Den røde farve i ansigtet røber dog, at han er blevet bevæget.

Søren Cilla og næstformand Per Larholm fra Bogbylangeland i en af de mange sture på Lejbøllegaard.
Søren Cilla og næstformand Per Larholm fra Bogbylangeland i en af de mange sture på Lejbøllegaard.
Foto: Morten Albek

- Men når det nu skal være, så må jeg sige, at jeg er glad for det, tilstår han.

Prisen får hverken ham eller foreningen til at læne sig tilbage og nyde successen. En ny, stor plan for 2019 presser sig på.

- Sommerfuglene er pressede i naturen. Derfor vil vi gerne bruge en del af parken til at sørge for planter, som skal hjælpe 14 sommerfuglearter med at klare sig. De kan jo li´ forskellige planter og buske, så der skal en del til. Om vi har råd til det? Nej, egentlig ikke. Vi omsætter for 300.000 kroner om året og har de seneste par året givet 200.000 kroner til forskellige formål. Så må det blive lidt mindre i år, slår Søren Cilla fast.

 

 

Oversigt

    Oversigt