Hædret bueskytte: Fatter først nu jeg er verdensmester

Først med lørdagens kåring som Årets Sportsnavn 2013 fatter Maja Jager, at hun i oktober blev verdensmester.

Den 22-årige bueskytte Maja Jager blev lørdag aften hædret som Årets Sportsnavn 2013.

Det er først med lørdagens kåring i Herning, at den unge dansker fatter, at hun tilbage i oktober blev verdensmester i OL-disciplinen recurve.

- Det er en kæmpe anerkendelse. Det er samtidig også meget overvældende, for det er ikke altid, jeg forstår, jeg er verdensmester, men når man står med sådan en flot pris, så fatter jeg det endelig, siger Maja Jager i en pressemeddelelse.

Danskeren får i 2015 mulighed for at forsvare sin VM-titel i Danmark. VM på hjemmebane er sammen med OL i Rio de Janeiro i 2016 to af hendes helt store mål.

- Der er aldrig nogen, der er blevet verdensmester to gange i træk. Men det vil da være fjollet ikke at gå efter det.

- Hvad angår OL, så har jeg vundet VM-guld, så jeg træner hårdt og ser, hvad der sker. Jeg vil gå efter det, siger Maja Jager.

De øvrige nominerede til prisen som Årets Sportsnavn 2013 var racerkøreren Tom Kristensen og skeetskytten Jesper Hansen.

Tom Kristensen vandt sidste år 24 timersløbet Le Mans for niende gang, og han er den mest vindende nogensinde i det prestigiøse løb i Frankrig.

Jesper Hansen vandt VM-guld i OL-disciplinen skeetskydning, da han i Chile ramte alle lerduer i finalen.

Prisen som Årets Sportsnavn er blevet uddelt siden 1991, og den bliver forestået af Danmarks Idrætsforbund og Jyllands-Posten. Med prisen følger en check på 50.000 kroner.

Oversigt

    Oversigt