Hæler fra gigantkup idømt tre års fængsel

En 31-årig kvinde fra Odense er ved Retten i Glostrup idømt tre års fængsel for at have gemt flere millioner kroner fra gigantkuppet mod Dansk Værdihåndtering i sin plæne.

En 31-årig kvinde er ved Retten i Glostrup idømt tre års fængsel for hæleri i forbindelse med gigantkuppet mod Dansk Værdihåndtering i august sidste år.

Kvinden tilstod i retten, at hun fik overdraget otte af de i alt 60 millioner kroner, som blev udbyttet ved det nøje orkestrerede kup mod pengecentralen i Brøndby.

Hun fik pengene i Nyborg, hvorefter hun bragte dem i skjul i sit eget hjem omkring Odense. Her blev henved fire millioner kroner gravet ned i hendes have.

Undervejs i sagen kom det frem, at kvinden var en bekendt af en af røverne, men dog ikke en særlig hjertelig én af slagsen. Faktisk blev hun truet med pistol til at lægge plæne til udbyttet, forklarede hun.

Selvom kvinden har tilstået rub og stub under sagen, var der ingen nåde, da dommerens hammer faldt.

- Hæleri skal straffes hårdt, lød det.

Kvinden var i første omgang tiltalt for at ville fragte en af røverne til Frankrig, men den tiltale blev droppet inden domsafsigelsen.

En større gruppe deltog i det nøje planlagte røveri, som skete 10. august. Med en 18 ton tung gummiged brød maskerede mænd gennem muren ind til firmaet, mens 11 stjålne skraldebiler blev kørt i stilling forskellige steder i området. Fem af lastbilerne blev stukket i brand for at aflede politiets opmærksomhed. Partisansøm på kørebanen skulle desuden gøre det svært for ordensmagten.

Tidligere er tre svenske mænd blevet dømt i sagen. De var bestilt til at hente de tre dyre Audier, som blev brugt ved kuppet. Mændene, heriblandt en tidligere professionel fodboldspiller, fik hver otte måneders fængsel for hæleri.

Oversigt

    Oversigt