Hærdet voldsmand meldte sig selv

En 38-årig voldsmand meldte torsdag eftermiddag sig selv til politiet i Ringe, og tilstod et brutalt overfald i Ringe for 12 dage siden.

Manden, der dyrker kampsport, gik søndag den 16. oktober tidligt om morgenen amok foran Club 54 i Ringe.

I første omgang gik det ud over en 32-årig mand, som blev sparket og slået omkuld. Manden pralede åbenlyst af han kunne kickboksning, og efterfølgende gik det ud over en 18-årig mand. Da den unge mands mor kom for at hente sin søn ved diskoteket, blev også den 61-årige kvinde også overfaldet af voldsmanden.

Kvinden fik hjernerystelse

Kvinden blev sparket og slået flere gange, og overfaldet var så voldsomt, at kvinden besvimede. Hun fik efterfølgende konstateret hjernerystelse på skadestuen. 
Politiet i Ringe har siden overfaldet forsøgt at finde frem til manden, der stod bag overfaldet. Blandt andet har politiet efterforsket kampsportsmiljøet i Odense. Torsdag følte den 38-årige mand tilsyneladende, at jorden brændte under ham, og han valgte at melde sig selv til politiet.
 
I følge vagthavende ved Svendborg Politi er der tale om en hærdet voldsmand med flere domme bag sig. Så sent som i september i år blev han idømt tre måneders fængsel for vold.

Manden bliver fredag fremstillet i grundlovsforhør sigtet for vold.

Oversigt

    Oversigt