I det fynske folks tjeneste

Hærværk: H.C. Andersen lysinstallation pillet ned før tid

H.C Andersen lysinstallationen Field of Light er blevet pillet ned en måned før tid, fordi den har været udsat for hærværk.

Lysinstallation Field of Light af Bruno Munro er blevet pillet ned efter hærværk. Foto: Ole Holbech

Den 6. december tændte Kronprins Frederik lysinstallationen i Eventyhaven i anledning af 150-året for udnævnelsen af H.C Andersen som æresborger i Odense.

Det var  meningen, at lysinstallationen skulle have pryden Eventyrhaven i Odense indtil slutningen af vinterferien i februar, men tirsdag blev de 8080 små lyspærer på stilke pillet ned uden varsel og en måned før tid, skriver Fyens Stiftstidende.

- Vi vurderede, at en så stor del af installationen var ødelagt, at nu var det nok, og at det var bedre at tage den ned nu. Det er sket i fuld forståelse med kunstneren, Bruce Munro, som tidligere har oplevet lignende hærværk på en af sine lysinstallationer - den, som var opstillet i Edinburgh, siger kulturkonsulent Henrik Kragh fra Odense Kommune til avisen. 

Læs også Kronprinsen på tur i Eventyrhaven: - H.C. Andersen er udødelig

Erstatningskrav

Kunstneren bag Field of Light, Bruno Munro, havde aftalt med Odense Kommune, at et erstatningskrav kom på tale, hvis mere end 10 procent af værket blev ødelagt. 

- Vi vurderede, at nu var det ved at ramme 10 procent, og derfor tog vi beslutningen. Siden december har vi løbende erstattet ødelagte pærer to gange om ugen, men vi var løbet tør for reserver, siger Henrik Kragh til Fyens Stiftstidende.

Odense Kommuner har ellers haft vagter til at passe på installationen ved særlige lejligheder, men det var for dyrt at have konstant vagt på Field of Light.