Hærværk mod skulptur

Kunstneren Jens Galschiøts skulptur af en døende og udsultet dreng i gågaden i Odense har været udsat for omfattende hærværk. Bronzefiguren \"Just do it\" har fået brækket en arm af, og bronzearmen til 50.000 kr. er forsvundet.

-

Siden bronzeskulpturen \"Just do it\" blev opstillet i Vestergade 5. maj har kunstværket skabt opmærksomhed, debat og vrede blandt odenseanerne.

Den udmagrede og døende dreng i et par NIKE sko er blandt andet blevet iklædt bukser og har fået væltet en blomsterkumme henover fødderne.

Men her i weekenden gik ukendte hærværksmænd mere systematisk tilværks. Skulpturen er blevet væltet ned, og en af drengens arme er blevet brækket eller revet af.

\"Det er jeg naturligvis ked af.  Men omvendt, så  er skulpturens symbolik blevet endnu mere tydelig, nu da han også mangler en arm.\" siger Jens Galschiødt.

Galschiødt har mandag anmeldt hærværket til politiet, men kunstneren har fået besked på, at han næppe skal forvente at se armen igen. Den fynske kunstner går derfor i gang med at støbe en ny arm til \"Just do it\". Prisen bliver omkring 50.000 kr.

Det er Odense Cityforening, der har opstillet Galschiødts skulptur, der er en protest mod urimelige produktionsvilkår i den 3. verden.

Oversigt

    Oversigt