Hærværk mod træer i Svendborg

25 - 30 store træer i Christiansminde er blevet udsat for groft hærværk gennem længere tid. Ukendte gerningsmænd har boret huller i træerne og fyldt dem med gift. Flere af træerne er begyndt at visne i toppen.

Folk fra Svendborg Kommune opdagede det grove hærværk ved et tilfælde, skriver Fyns Amts Avis.

Nogen har boret dybe huller i 25 - 30 gamle, høje træer på en høj ved Myrehøjvej i Christiansminde i Svendborg. Derefter er hullerne fyldt med gift, muligvis syre.

Kommunen er ikke i tvivl om at der er tale om systematisk hærværk over længere tid med det formål at få træerne til at gå ud, skriver avisen.

Flere af de 12 - 15 meter høje og 70 - 90 år gamle træer er begyndt at visne i toppen.

En nærmere analyse skal vise, hvilken form for gift, der er brugt. I mellemtiden har Svendborg Kommune meldt sagen til politiet. Lykkes det at finde gerningsmanden eller -mændene, venter der dem et stort erstatningskrav.

Blokerer udsigten

Formanden for teknisk udvalg i Svendborg, Knud Albertsen, kalder hærværket for noget svineri.

Han mener at nogen ønsker træerne fjernet, fordi de blokerer udsigten til Svendborgsund.  

Oversigt

    Oversigt