I det fynske folks tjeneste

Haglgevær og hash koster fængsel i to år og otte måneder

En 19-årig mand fra Odense er tirsdag blevet idømt to år og otte måneders fængsel for besiddelse af et oversavet haggevær, patroner og hash. Dommen blev anket på stedet.

En 19-årig mand er blevet idømt to år og otte måneders fængsel. Foto: Alexander Aagaard

21. marts i år blev der fundet et oversavet haglgevær, tre patroner og 100 gram hash på en 19-årig mands adresse i Odense.

Politiet fandt udover våben, patroner og hash et stort antal såkaldte pølsemandsposer og en digital vægt, hvilket kan indikere, at den 19-årige har haft videresalg for øje. 

Det er han nu blevet idømt to år og otte måneders fængsel for.

Manden er blevet idømt en måneds fængsel for besiddelse af hash, to år og en måned for besiddelse af våben og patroner. Den 19-årige havde derudover en betinget dom og en reststraf på henholdsvis fire måneder og 61 dage.

Læs også Tyvebande sigtes for flere fynske indbrud

Det giver samlet en ubetinget dom på to år og otte måneder. 

- Det var præcis det, jeg bad om, så jeg er tilfreds, siger Kirsten Flummer fra Fyns Politi, der var anklager i sagen. 

Anket på stedet

Den 19-årige ankede sin dom umiddelbart efter domsafsigelsen, og ifølge den 19-åriges forsvarer, Mira Tøfting, er både hun og hendes klient skuffet over dommen. 

- Vi har hele tiden ment, at sagen skulle henføres under våbenloven og ikke under paragraf 192a, som den er blevet, siger hun.  

Straffes man efter paragraf 192a i straffeloven er straffen minimum to års fængsel, mens der efter våben ofte kun gives fire til seks måneders fængsel. 

- Vi er selvfølgelig skuffede over resultatet, men vi må give det et forsøg mere i landsretten, siger Mira Tøfting fra Stage Advokater.

Læs også Nyborg Voldspil udsat for hærværk, indbrud og ildspåsættelse