Halmballe med valgplakat brændt af

Fyns Politi leder efter en eller flere personer, der søndag aften angiveligt satte ild til en halmballe ved Søndersø. På halmen var fæstnet en stor valgplakat.

Det var en valgplakat med Venstre-politikeren Lars Chr. Lilleholt, der var opsat på halmballen, som brændte søndag aften omkring klokken 21.45.

- Vejret taget i betragtning, og at det på nuværende tidspunkt ikke er så tørt, at halm selvantænder, så er det nok sandsynligt, at det er en eller flere personer, der har sat ild til halmen, siger vagtchef Thomas Bentsen fra Fyns Politi.

- Vi har jo før set lignende episoder - formentlig foretaget af folk, der er politisk uenige med folk på valgplakater, siger vagtchefen.

Lars Chr. Lilleholt ærgrer sig over hændelsen.

- Det er trist, at man ikke kan få lov til at gennemføre en valgkamp, siger han.

En stor del af folketingskandidatens valgplakater i Ejby er også blevet udsat for hærværk.

Politiet vil meget gerne i kontakt med vidner, der har set eller hørt noget søndag aften.

Oversigt

    Oversigt