Halv dørlukning i terrorsag

Efter torsdagens afhøring i terrorsagen fra Vollsmose afsagde Østre Landsret kendelse om, at den kommende afhøring af PETs civile agent og de PET-folk, han havde kontakt med, skal ske for lukkede døre.

Pressen får dog lov til at lytte til afhøringerne gennem en højttaler i et tilstødende lokale, fortæller TV 2/ FYNs reporter i retten. 

Pressens repræsentanter i retten protesterede i tirsdags, da anklagemyndigheden begærede dørene lukket. De mener, at det er vigtigt at kunne se de så centrale vidner under afhøringen for at kunne aflæse minespil og kropssprog.

Men Østre Landsret gav torsdag anklagemyndigheden medhold i at lukke dørene af hensyn til vidnernes sikkerhed. Af samme grund er der også nedlagt navneforbud.

Men pressen kan altså høre afhøringen i et tilstødende lokale, så der er ikke nedlagt referatforbud.
Afhøringerne af den civile agent og PET-folkene begynder 15. oktober og er berammet til at vare fire dage.

Oversigt

    Oversigt