I det fynske folks tjeneste

Halvdelen af alle tog aflyses torsdag

Både S-tog, regionaltog, fjerntog og Kystbanen rammes af omfattende aflysninger torsdag. Årsagen er strejke.

Fra torsdag morgen aflyser DSB omkring halvdelen af alle togafgange. Aflysningerne rammer S-tog, regionaltog og fjerntog samt togene på Kystbanen, oplyser DSB.

De mange aflysninger er en følge af, at håndværkerne på DBS's værksteder har nedlagt arbejdet, oplyser Tony Bispeskov, trafikinformationschef i DSB.

- Der vil også være en del tog med færre vogne end normalt. Vi kan ikke garantere, at der bliver plads til alle vores kunder, når vi har så voldsom indskrænkning i antallet af tog. Der vil være en del passagerer, som desværre må gå forgæves, siger han.

De S-toglinjer, der normalt kører i 10-minutters-drift, vil fra torsdag morgen køre hvert 20. minut. Det gælder dog ikke i myldretiden, hvor S-togene kører hvert 10. minut. Myldretiden er fra kl. 06-09 og om eftermiddagen fra 15 til 18.

Det er for at undgå for mange aflysninger i juletrafikken, at DSB på forhånd vælger at skære drastisk ned på antallet af togafgange, siger Tony Bispeskov.

- Togene skal jo med jævne mellemrum vedligeholdes og for at få dem til at holde i længere tid, har vi valgt at reducere i antallet af tog, så vi kan være sikre på, vi også kan køre tog til jul, siger trafikinformationschefen.

I forvejen er DSB ramt af mangel på tog på grund af de mange problemer med IC4-togene.

- Vi kan ikke undgå, at juletrafikken bliver påvirket, men på denne måde kan vi komme til at køre, også selv om vi har denne arbejdsnedlæggelse, siger Tony Bispeskov.

Sådan rammer togaflysningerne dig

Gælder for torsdag.

Fjerntog
* Intercitylyn-togene er eneste tog mellem Aarhus H og
Frederikshavn og kører efter en ændret plan.
* InterCity-togene mellem Københavns Lufthavn, Kastrup og
Lindholm kører ikke.
* InterCity-togene mellem Østerport og Sønderborg kører som
normalt.
* InterCity-togene mellem Østerport og Esbjerg og mellem
Østerport og Flensborg kører ikke. Kunder til og fra Esbjerg
skal skifte tog i Fredericia. Kunder til og fra Flensborg skal
skifte mellem tog og bus i Tinglev.
* Børneguide-ordningen kører ikke.

Hovedstadsområdet
* S-tog i myldretiden (kl. 6-9 og 15-18) kører hvert 10. minut
med færre vogne end normalt. Udenfor myldretiden kører de hvert
20. minut.
* Ringbanen kører hvert 4.-5. minut i myldretiderne. Derudover
kører de hvert 10. minut.
* Kystbanen kører hvert 20. minut.

Sjælland
* InterCity-tog, der betjener Slagelse, Korsør og Nyborg,
kører hver anden time.
* På alle øvrige regionalstrækninger på Sjælland kører togene
en gang i timen.
* Regionaltog, der normalt kører mellem Østerport og Ringsted,
kører i stedet mellem Østerport og Slagelse.

Jylland og Fyn
* Regionaltog mellem Vejle og Struer kører hver anden time.
* Regionaltog mellem Fredericia og Padborg kører hver anden
time med skift mellem tog og bus i Tinglev.
* Regionaltog på Vestfyn mellem Odense og Fredericia kører
hver anden time.

Ved du noget? Så send os et tip