Halvering af juleindbrud

Kun halvt så mange fynboer oplevede at få julebesøg af indbrudstyve i forhold til sidste år. Fyns Politi mener, at de mange ekstra tiltag endelig har givet pote.

Mens 178 huse sidste år fik uindbudte gæster mellem den 23. og 27. december, har Fyns Politi kun fået 83 anmeldelser om indbrud i år.
- Det er dejligt, at de tiltag, vi har lavet, ser ud til at virke. Nu håber jeg, vi kan holde den gode linje ind i 2011 også, siger politiinspektør ved Fyns Politi Johnny Schou til TV2/FYN.

Fyns Politi har i år nedsat en indbrudsgruppe, som har fået optrevlet flere tyvebander i løbet af året. Derudover er nogle af de kendte indbrudstyve blevet nægtet udgang fra fængslerne i julen, samtidig med at politiet har gjort opmærksom på den øgede indsats både i pressen og i det kriminelle miljø.
- Jeg tror dog også, at folk er blevet bedre til at sikre deres huse ved at tænde lys, ligesom snevejret har givet mere lys i haverne og gjort det svært fremkommeligt for tyvene, siger Johnny Schou.

Oversigt

    Oversigt