I det fynske folks tjeneste

Halvt udsolgt til Roger Waters-koncert

Salget af billetter til Roger Waters-koncerten 13. maj på Odense Stadion går langsomt. 

- Godt halvdelen af billetterne solgt, men der er lang vej igen, siger direktør Hans Quistgaard fra JVB Concerts.

Da billetterne blev sat til salg 19. december var køerne da også noget kortere end i 2007, hvor Elton John gav koncert for 20.000 tilskuere.

I løbet af de første to timer var en trediedel af af de 22.000 billetter solgt. Men siden har salget altså fundet i et mere sindigt leje.

- Vi kan se på salget, at det denne gang er et langt mindre lokalt publikum, der køber billetter. Vi har solgt billetter i Grønland, Tyskland, Norge, Sverige, Belgien og sågar Brasilien, fortæller Hans Quistgaard.

- Så på på det punkt, lever det helt om til vores forventninger, siger Hans Quistgaard.

Til koncerten på Odense Stadion vil der blive mulighed for at høre numre fra Roger Waters solokarriere, men der vil også blive plads til klassikerne fra Pink Floyd-tiden.

Den sidste del af koncerten vil blive en ubrudt fremførelse af et af rockmusikkens største værker - nemlig Pink Floyds "The Dark Side of the Moon".

Læs mere