Han er Kinas svar på Justin Bieber: Her er hans nye fynske job

Kinesiske Yi Yang Qianxi, populært kaldet Jackson Yi, er en kinesisk megastjerne. Han er netop blevet udpeget som turismeambassadør og skal være med til at gøre Odense og Danmark kendt for endnu flere kinesere.

Der er næppe mange, der kender Jackson Yi fra det kinesiske boyband TF Boys herhjemme, men i Kina er både han og bandet kæmpestore.

Et af bandets medlemmer, Yi Yang Qianxi eller Jackson Yi, som han hedder i popsammenhæng, var på besøg i Odense torsdag formiddag. Han er blevet udpeget af Visit Denmark som turismeambassadør i forbindelse med det dansk-kinesiske turismeår, og hans popularitet hjemme i Kina skal være med til at trække endnu flere turister til Danmark og Odense.

Den 16-årige popstjerne fortalte TV 2/FYN, at han er glad for at være blevet udpeget som ambassadør.

- Jeg er meget begejstret. Da jeg var lille, læste jeg utrolig meget H.C. Andersens eventyr. Så jeg er virkelig glad for, at jeg er blevet talsmand, siger Yi Yang Qianxi.

Se videoen med TF Boys og Jackson Yi

Millioner af følgere
Den unge popstjerne har mere end 20 millioner følgere på det kinesiske sociale medie Sina Weibo, og derfor betragter Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), det som lidt af et scoop, at Yi Yang Qianxi nu skal være med til at sørge for, at kinesiske turister finder vej til Danmark og Odense.

- Ja det er det helt bestemt. Kina er et af de steder, hvor H.C. Andersen betyder allermest. Alle kender Andersen. Og det, at der kan komme en kinesisk verdensstjerne, der har over 20 millioner følgere på sociale medier i Kina, til Odense og være ambassadør for os og det dansk-kinesiske turismeår, det giver helt sikkert et gennemslag i Kina, som giver Odense værdi, siger Peter Rahbæk Juel.

Kineserne skal lokkes med videoer
Yi Yang Qianxi har allerede lagt en plan for, hvordan han vil promovere Danmark og H.C. Andersens fødeby. Han vil dele sine egne oplevelser og på den måde lokke flere turister til.

- Før det første vil jeg rejse rundt i Danmark og optage nogle videoer og tage billeder og lægge dem på min blog, så de spreder sig. Jeg har mange følgere, så alle mine fans kan dele de smukke billeder og videoer af det, jeg har oplevet. Jeg vil dele alle mine oplevelser her i Danmark med mine fans og alle andre kinesere, siger Yi Yang Qianxi.

Turismen vokser
Det går allerede fremad med de kinesiske besøg på Fyn.  Ifølge Destination Fyn er antallet af kinesiske turister steget fra 10.000 til 15.000 fra 2015 til 2016, og det samme gælder kinesiske overnatninger på Fyn, der er steget fra 3.274 til 7.695.

Med Yi Yang Qianxi som trækplaster og turismeambassadør håber Peter Rahbæk Juel, at endnu flere kinesiske turister tager en tur forbi Odense:

- Jeg håber, det betyder, at der er flere kinesere, der vil komme som turister i Odense. Det vil give en øget omsætning. Det ved vi allerede i dag, at kinesisk turisme giver en omsætning for over 30 millioner kroner. Så det kan give nogle flere hotelovernatninger, nogle flere restaurantbesøg, nogle flere arbejdspladser. og så håber jeg også, at det kan give nogle flere penge i kommunekassen.

 

Oversigt

    Oversigt