Han forgreb sig på 22 piger: Sexkrænker opgiver anke

Den mand, der i december blev idømt halvandet års fængsel for sexovergreb på 22 piger, har trukket sin anke tilbage.

I december blev en 55-årig sfo-pædagog på Stige Skole idømt halvandet års fængsel for at have forgrebet sig på 22 piger.

Efter dommen ankede manden, men nu opgiver han sin anke og modtager i stedet sin fængselsstraf.

Det skriver anklagemyndigheden ved Fyns Politi på Twitter. 

Den dømtes forsvarer, Troels Maglegaard, bekræfter over for fyens.dk, at anken er trukket tilbage. Dog understreger han til webavisen, at den dømte stadig nægter sig skyldig. 

- Han har besluttet at droppe ankesagen, fordi han psykisk ikke magter at skulle igennem hele menageriet igen, men han erkender stadig ikke, siger Troels Maglegaard til fyens.dk.

Sagen kort

De mange overgreb er foregået i årene fra 1999 til 2015 i Stige Skoles sfo, hvor manden var pædagogmedhjælper, i håndboldklubben og i mandens eget hjem i det nordlige Odense.

Under retssagen fortalte adskillige piger og forældre, at de flere gange orienterede Stige Skole om, at manden havde rørt ved og krænket små piger.

Gennem hele sagen har den 55-årige nægtet sig skyldig. Under retssagen fortalte han, at han havde modtaget trusler på livet fra mennesker i lokalområdet og derfor ikke turde bo i sit eget hus.

Ud over fængsel blev den 55-årige pædagogmedhjælper frataget retten til at arbejde med børn og unge.

Han var tiltalt for overgreb på i alt 28 piger, men retten i Odense fandt kun bevis for overgreb på 22. 

Oversigt

    Oversigt