Han sikrede guld til GOG fire gange: Nu siger han stop

I 1996 vandt Torsten Laen sit første danmarksmesterskab med GOG. Til sommer indstiller han sin professionelle håndboldkarriere efter 21 år.

Medaljerne leger kluddermor i en hvid papkasse i Torsten Laens hjem.

Båndene er filtret sammen, og metallet klirer op ad hinanden, mens han trækker dem op. 

- Jeg ved faktisk ikke helt, hvornår og hvordan de er vundet, men der er mange gode minder, siger han, mens en klar plastikpose med stumperne af en splintret EM-bronzemedalje hiver ham tilbage til Slovenien i 2004.

Efter først at være brugt til åbne øl og senere en tur på gulvet i omklædningsrummet, splintredes glasmedaljen og rejste med stregspilleren hjem i plastikposen.

I kassen gemmer sig foruden sølv- og bronzemedaljer en del guldmedaljer, som 38-årige Torsten Laen gennem sin professionelle karriere har fået lagt om halsen. 

- Vi kan blive ved med at hive medaljer op.

- Jeg har været heldig, og dygtig vel også, at spille på de hold, hvor vi har vundet en masse sjove ting, siger Torsten Laen ydmygt, mens han graver videre i papkassen. 

Blå bog

Efter DM i 2007, hvor Torsten Laen sikrede guld til GOG, skiftede han til den spanske klub Ciudad Real. Et stort tab, mente klubben selv.

Det første DM-guld

I 21 år har Torsten Laen spillet professionel håndbold. Primært iført de gule trøjer hos hjemmeklubben GOG med afstikkere til KIF Kolding, Füchse Berlin og Ciudad Real i Spanien. Her spillede han to sæsoner for igen at vende hjem til Sydfyn og Gudme. 

- Mit første DM-guld med GOG betyder meget. Det er altid specielt, første gang man vinder noget stort. Det har man drømt om som helt lille, fortæller han.

Torsten Laen vandt senest i 2007 DM med GOG.

Efterfølgende tilføjede Torsten Laen og resten af GOG-holdet fire DM-guldmedaljer til samlingen. 

- Der er også ting her, hvor jeg tænker: "Hold da op, har jeg også vundet dét", siger Torsten Laen, der stadig graver minder frem fra den hvide papkasse på køkkenbordet.

Nu lukker han kassen med medaljer, stiller håndboldskoene væk og indstiller sin karriere som professionel.

Til sommer spiller han sidste kamp for GOG.

Fremover venter et job som konsulent i Odense.

Se hele indslaget, der blev sendt på TV 2/Fyn den 30. januar

Når Torsten Laens kontrakt udløber til sommer, indstiller stregspilleren sin karriere.

Oversigt

    Oversigt