Par sov på førstesal: - Han vågner ved, at vinduerne springer

To personer reddede sig selv og deres hund ud under en voldsom brand i en villa natten til torsdag i Ørsted tæt på Glamsbjerg.

Natten til torsdag reddede et par sig ud fra deres villa, der stod i flammer.

- Vi får melding om ild i stuen, og da vi kommer derover, er der så meget ild, at det er fuldstændigt overtændt derinde, fortæller indsatsleder Jørgen Krog fra Beredskab Fyn til TV 2/Fyn.

- Ilden står faktisk ud ad vinduerne, da vi kommer.

Husets to beboere lå og sov på førstesalen, mens branden rasede nedenunder.

- Manden vågner ved, at vinduerne springer. De har altid døren ind til soveværelset lukket på grund af hunden. Men da han så stikker hovedet ud på gangen, kan han bare se røg, siger Jørgen Krog. 

Klokken 02.30 ringede parret efter hjælp.
Klokken 02.30 ringede parret efter hjælp.
Foto: Local Eyes

Godt - vi kom ud

Parret fik hunden med sig, og de kunne selv komme ned fra førstesalen og ud i sikkerhed. 

 - De blev ved med at sige: Godt, at vi selv kom ud. 

Det er endnu usikkert, hvad der er årsagen til branden, fortæller både Fyns Politi og indsatsleder Jørgen Krog. 

- Men manden fortæller, at han i løbet af aftenen eller natten har været nede for at ryge. Han slukker sin cigaret i et askebæger - akkurat som han har gjort tusindvis af gange før. Om det er en glød derfra, eller om det er nogle elektriske installationer, det kan jeg ikke sige.

Fire røgdykkere blev sendt ind i huset på Moselundvej. To i underetagen for at bekæmpe ilden.
Fire røgdykkere blev sendt ind i huset på Moselundvej. To i underetagen for at bekæmpe ilden.
Foto: Loacal Eyes

Tekniske undersøgelser venter

Ifølge Jørgen Krog tog det tre timer at bekæmpe ilden. 

- Stueetagen ud mod vejen er totalt udbrændt. Resten er sod- og varmeskadet. 

Fyns Politi fortæller, at der nu skal tekniske undersøgelser til for at fastlægge årsagen til branden. 

 
 
Foto: Loacal Eyes

 

Oversigt

    Oversigt