Håndboldfinalefest i Nørre Aaby

Den lokale biografforening i Nørre Aaby fik en pludselig indskydelse fredag. Søndag eftermiddag er der håndboldfest i den gamle biograf.

Ikke mange havde regnet med, at Danmark ville nå hele vejen til finalen til VM i håndbold.

Heller ikke folkene bag Nørre Aaby Bio. Men da det fredag stod klart, at Danmark havde besejret Kroatien i semifinalen, så kom de på at vise finalekampen på byens største lærred.

- Det er kommet lidt pludseligt, det er vi godt klar over, men nu synes vi da, at vi lige så godt kan lave en fest ud af det. Og hvem kan ikke godt bruge en fest på en kedelig søndag eftermiddag, hvor vejret er som det er, griner formand Tine Veng Basse.

Den gamle biograf har 229 siddepladser, men eftersom arrangementet er kommet lidt sent i gang, har arrangørerne ingen anelse om, hvem eller hvor mange der kommer.

Alle er velkommen

- Vi har ikke rigtig annonceret det, fordi ideen opstod så sent, så reelt ved vi ikke om der kommer 10 eller 229. Vejret kan også spille en rolle, men vi håber på en fest, og arrangementet er gratis, så det er bare om at møde op, siger Tine Veng Basse.

Det er DRs tv-signal, de henter ned i biografen, så søndag eftermiddag kan Nørre Aaby Bio invitere indenfor til byens største fladskærm.

Men det er selvfølgelig en biograf, så der er kolde øl og vand og popcorn til at peppe festen op med.

Oversigt

    Oversigt