Handel med Saddam skal koste millioner

Firma, som er tiltalt for ulovlig handel med Saddam Hussein, bliver ikke straffet, men kan miste fortjeneste.

Bukkehave Corporation A/S fra Svendborg bliver ikke straffet for at have handlet ulovligt med Iraks tidligere diktator Saddam Hussein uden om FN's olie-for-mad-program.

Strafansvaret er således forældet, oplyste vicestatsadvokat Hans Jakob Folker fra bagmandspolitiet, da sagen mandag begyndte ved Retten i Svendborg.

Retsopgøret i Svendborg handler derfor udelukkende om konfiskation af Bukkehaves fortjeneste ved at handle med Saddam Hussein. Selv om strafansvaret forældes efter to år, så forældes konfiskationsansvaret først efter 10 år.

Bukkehave Corporation A/S er tiltalt for at have solgt lastbiler og reservedele for ikke under 125 millioner kroner til Saddam Hussein.

For at få kontrakten i hus mener statsadvokaten, at Bukkehave har betalt Saddam Hussein 10 procent af kontraktsummen uden om FN's olie-for-mad-program.

Statsadvokaten nedlægger påstand om konfiskation af fortjenesten på 25, 9 millioner kroner.

Selv om der er flere danske virksomheder, som har været under mistanke for at have handlet ulovligt med Saddam Hussein, så er det kun sagen mod Bukkehave Corporation A/S, som havner i retten.

- Det er den sidste sag, det er også derfor, at det har taget noget tid at nå frem hertil. Vi har haft 13 andre sager, sagde vicestatsadvokat Hans Jakob Folker under mandagens retsmøde.

Blandt andre har Novo Nordisk og Grundfos valgt at indgå forlig med statsadvokaten og betale en bøde.

Oversigt

    Oversigt