I det fynske folks tjeneste

Handicapchef fratræder efter kritik

Chefen for Handicap og Psykiatri i Faaborg-Midtfyn kommune har valgt at fratræde sit job som handicapchef. Personlig rettet kritik er en af årsagerne.

Chefen for Handicap og Psykiatri Lars Dall-Hansen fortsætter i andet job i Faborg-Midtfyn kommune. Medarbejderne på de relevante områder blev orienteret tirsdag.

- Jeg har bedt direktionen om at blive fritaget for min nuværende stilling som fagchef for handicap- og psykiatrisekretariatet. Baggrunden er den personlige belastning i mit nuværende job. Der har over en meget lang periode været et stort arbejdspres, der er et stort og tyngende ledelsesansvar for et område med store udfordringer og mange opgaver, og området har samtidigt været udsat for megen kritik. En del af denne kritik har mere eller mindre direkte været rettet mod min person som fagchef, siger handicapchef Lars Dall-Hansen.

- Jeg ønsker derfor at give plads til nye ledelseskræfter, der har det fornødne overskud, energi og visioner til at føre handicap- og psykiatriområdet videre.

Lars Dall-Hansen har fået tilbud om at få en stilling som økonomikonsulent i økonomistaben, hvilket han har takket ja til. Lars stopper som handicapchef den 31. april og starter umiddelbart efter i økonomistaben.

- Vi er glade for, at vi sammen har kunnet finde en løsning, som både vi og Lars er tilfredse med." siger direktør Annalise Horster.

- Jeg ønsker Lars alt mulig held og lykke med hans nye job. Vi får med ham en meget faglig kompetent medarbejder i økonomistaben.

Fagområdet Handicap og Psykiatri bliver omstruktureret, så børneområdet vil fremover høre under børne- og ungerådgivningschef Jørgen Kyed. Voksenområdet vil fremover høre til Forebyggelse og Sundhed under sundhedschef Sten Dokkedahl.