I det fynske folks tjeneste

Handicappede laver tv

Fra efteråret 2006 får fynske tv-seere et indblik i livet som handicappet. Her sender TV2/FYN nemlig en række udsendelser om handicappede produceret af handicappede i Fyns Amt.

Redaktionen kommer til at bestå af syv personer, henholdsvis udviklingshæmmede og fysisk handicappede.

Programmerne, der bliver sendt i TV2/FYNs sendeflade om formiddagen, vil vare 25 minutter og skal sætte fokus på forskellige temaer inden for handicapområdet.

- Vi er glade for projektet, fordi det kan være med til at sætte fokus på de handicappedes hverdag og liv generelt. Handicappede lever en meget anderledes tilværelse, end de gjorde for bare 25 år siden, og det er en god historie, som vi gerne vil ud med, siger udvalgsformand Ib Dalsfledt.

Tv-projektet bliver tilknyttet Fyns Amts beskæftigelsestilbud, Odins medietilbud, der i forvejen udgiver bladet ASK samt Odense Særradio. Ud over den planlagte programserie er der åbnet for, at projektet eventuelt kan gøres permanent.

- Vi glæder os til at vise TV lavet af handicappede i vores formiddagsprogram 11eren. Vi er spændte på samarbejdet, og vi tror på, at de handicappede kan lave fjernsyn, der ikke ligner det, vi plejer at vise, siger Marianne Hyrlov, redaktionschef på TV2/FYN.

Tv-projektet kan være startskuddet til et bredt dækkende mediehus, og det vil være en nyskabelse i Danmark, da der ikke i forvejen findes et tilbud med både tv-, radio- og bladredaktion for handicappede.
Fyns Amt vil bevilge 613.000 kroner til projektet i budgettet for 2006.