I det fynske folks tjeneste

Handicappede spejderbørn får pris: Nu skal de op i luften

Ullerslev Specialspejdere skal til foråret klatre i træer. Det kan og skal de, fordi de har vundet en check på 50.000 kroner for en andenplads som årets forening.

00:16

Bål, naturlære, natursansning og lege. 

Ullerslevs Specialspejdere laver mange forskellige ting udenfor. Og nu har de råd til at lave endnu flere udendørsaktiviteter. 

Fredag fik spejderne nemlig både anerkendelse og penge, da de vandt en check på 50.000 kroner for en andenplads som årets forening. 

Det var dog ikke mange af spejderne, der kunne modtage checken, da de holder vinterpause. Kun tre var mødt op for sammen med deres spejderleder at modtage checken på de mange penge.

- Vi kan lave nogle projekter, som vi ikke ellers ville have fået mulighed for at lave. Normalt er vi til lands og til vands, hvor vi har været ude og sejle i tømmerflåde. Men jeg kunne godt tænke mig at få de her børn i luften, siger Rikke Koch-Poulsen, der er spejderleder for Specialspejderne i Ullerslev.

00:24 Luk video

- Vi skal ud og klatre i træer. Det kræver noget specialudstyr og nogle specialuddannede instruktører. Og det har vi faktisk fået mulighed for nu. 

Ullerslev Specialspejdere er en lille gruppe spejdere i aldersgruppen 6 til 17 år, der alle har dét til fælles, at de er handicappede. Barnet deltager sammen med en eller begge forældre eller en personlig hjælper. 

Vi skal ud og klatre i træer. Det kræver noget specialudstyr og nogle specialuddannede instruktører. Og det har vi faktisk fået mulighed for nu

Rikke Koch-Poulsen, spejderleder for Specialspejderne i Ullerslev

De 50.000 kroner kom fra det danskejede olieselskab Go'on, der hvert år deler penge ud til lokale foreninger, der gør en forskel. Og lokalspejderne fra Ullerslev kom ind på en flot andenplads blandt de 300 foreningerne, der var blevet indstillet til prisen.

Mick Kjær, der er Go'ons administrende direktør ønsker at løfte det lokale foreningsliv. 

- Det viser både mangfoldigheden i det danske foreningsliv, og så er det et klassisk og rigtig godt eksempel på noget, der kan skabe samlingskraft på tværs. Altså en almindelig spejderforening med en afdeling for handicappede børn, siger han og fortsætter:

- Det kan give dem et tilbud, som de normalt ikke ville kunne få. 

Se hele indslaget, der bliver sendt tirsdag aften her:

01:20 Luk video