Handicapråd frygter nedkæringer

Handicaprådet i Odense Kommune frygter, at handicappede rammes, når politikerne på onsdag behandler budgettet for 2010.

Et notat fra Ældre- og Handicapforvaltning i Odense Kommune viser, at der allerede fra 2011 skal spares på kommunens udgifter til handicappede.

- Jeg er dybt bekymret for, at vi kommer til at opleve et stort tilbageskridt for kommunens service over handicappede, siger formand for Handicaprådet Birthe Malling. 

Med de dystre meldinger om kommunens økonomi frygter Handicaprådet, at det allerede bliver fra 2010.

- Det ser ud til, at det igen bliver en gruppe af byens mest udsatte, der skal betale for kommunens dårlige økonomi. Det er simpelthen urimeligt. Det kan godt være, at der ikke er mange stemmer i handicappede, og at det er en forholdsvis lille gruppe, politikerne rammer. Men det er altså en gruppe mennesker, som er dybt afhængige af andres hjælp, siger formand for Handicaprådet Birthe Malling. 

Byrådet vedtog handicappolitik

Byrådet i Odense Kommune vedtog i 2008 en ny handicappolitik med overskriften 'Mennesket før handicappet - et liv på egne præmisser!.

- Kommunens målsætninger om at tilbyde handicappede et liv så tæt på normalen som overhovedet muligt, lyder noget hult i mine ører. Med de aktuelle besparelser ser det nærmere ud som om, at politikerne går tilbage til en tid, hvor handicappede var en gruppe, der bare skulle opbevares, siger Birthe Malling.

Oversigt

    Oversigt