I det fynske folks tjeneste

Hanegal til debat i Gudme

Fra den første januar skal hønse-ejere i bymæssig bebyggelse i Gudme Kommune til at overholde et nyt hønse-regulativ. Ihvertfald hvis politikerne i kommunalbestyrelsen siger ja til et regulativ, som teknisk forvaltning har udarbejdet.

-

Fra den første januar skal hønse-ejere i bymæssig bebyggelse i Gudme Kommune til at overholde et nyt hønse-regulativ. Ihvertfald hvis politikerne i kommunalbestyrelsen siger ja til et regulativ, som teknisk forvaltning har udarbejdet.

Ifølge de nye regler skal hønse-ejere fjerne gødning fra ejendommen, opbevare den i lukkede beholdere eller nedgrave det.

Mørkelagt hønsehus

Samtidig skal haner og hanekyllinger holdes i et mørkelagt hønsehus om natten indtil klokken 7 om morgenen. I weekenden og på helligdage er tidspunktet klokken 8. Og i regulativet står der, at det fra kommunens side kan kræves, at hønsehuset bliver støjisoleret.

Der sættes også maksimum på antallet af høns. Fremover må et hønsehold kun bestå af 10 høns eksklusiv kyllinger.

Årsagen til det nye hønse-regulativ er klager fra beboere i kommunen. En af dem er Ragnheidur Valgardsdottir.

Lugtgener

\"Jeg synes, det er ubehageligt at der er lugtgener, og så er det ikke sjovt at blive vækket klokken fire om morgenen af en hane der galer\", siger hun.

Det er Bjarne Pakula, der har seks høns og en enkelt hane, uenig i.

\"Gudme skal have lov til at være en landkommune. Og mine naboer har ikke klaget. Hvis reglerne viser sig at være meget besværlige at overholde, så vil jeg hellere kappe hovedet af hanen\", siger Bjarne Pakula.

Gudmes borgmester, Lars Erik Hornemann, er ked af at det har vist sig at være nødvendigt at lave et regulativ. Men har også forståelse for at beboere i parcelhuskvarterer har brug for nattero og ordnede forhold.